Med ordene Horst eller Diapir vil man geologisk beskrive et underjordisk bjerg af salt. Saltet presses mod jordoverfladen af tyngden fra oven liggende jordlag, da disse er tungere end saltet. Årsagen til at det lettere salt ligger nederst, ligger i at det blev afsat før de tungere jordlag af sand og kalk.

For 250 millioner år siden var vort land en potte hed vulkansk slette, med efterfølgende for-dampning af indstrømmende havvand. Inddampningen skete efter et bestemt mønster, hvor det som var lettest skilles af vandet først og siden det tungere opløselige. Dette betyder at inddampnings- søerne koncentrerede f.eks. tungmetaller, der typisk følger de tungt opløselige svovlbundne forbindelser. Inddampning og aflejring skete ikke af èn, men af mange gange over millioner af år. Så saltlaget er vekslende af natur ikke - ensartet.


Efter millioner af års efterfølgende forandringer begravedes det skabte 100 – 150 meter tykke lag af støv og salt under kilometervis af, først sand fra Jura tiden, og siden masser af kalk fra Kridttiden.
Det er presset fra disse overliggende lag, der over de næste millioner af år trykkede saltet fra dybderne op i store paddehat lignende underjordiske strukturer kaldet horst eller diapir.
Oppresningen i disse strukturer gjorde/gør, at de lag der tidligere lå fladt bliver kaotisk hvirvlet med op mod overfladen som en del af diapir strukturen.
Man kan derfor ikke med nogen som helst videnskabelig udredelighed beskrive en diapir som en ensartet masse, der rummer det samme overalt.
Variation er grundlæggende i diapirens skabelse.


I forhold til det grundvand som diapiren møder på sin vej mod overfladen går tingene fint, da det kun er det let opløselige som går over i grundvandet. De tungere opløselige ting bliver liggende oven på diapir strukturen som det man kalder Caprock – ”Hatte Sten”.


Så vil man sende millioner af liter vand ned i diapiren til at opløse og skylle alt med sig ud, så opnår man ikke nogen naturlig sortering. Grundet den kaotiske tilblivelse kan der optræde uventet variation i mængden af tungmetaller. Så selv om det salt, der for længe siden blev dampet ind, kom af et hav, så er der altså ingen sikkerhed for at det her 250 millioner år senere stadig blot er havsalt med samme indhold af metaller, som vanligt findes i havvand.

Men denne udredning handler ikke kun om, at få prøver ikke kan beskrive en diapirs sammensætning. Indlægget handler nok så vigtigt om, at få prøver ikke udredeligt kan beskrive hvad vi gør ved Limfjorden. Ikke mindst da tiden har skiftet fra de første udledninger og til nu. Vores viden om naturen og dens skrøbelighed er vokset, hvorfor nationale og internationale udpegninger skærmer særligt følsomme naturtyper mod overgreb.
Hvor der for 20 år siden ikke var noget der hed natura 2000, så er det nu et faktum, at Lovns bredning og Hjarbæk Fjord er Natura 2000 område. Et faktum, ikke afledt af chikane mod udvikling, men afledt af hvilke sårbare naturtyper som bare ikke massivt tåler menneskelig påvirkning - om de skal bestå.

Naturens naturlige cyklus har aldrig introduceret salt i de mængder inde i en Fjord som Limfjorden.

Bo Pagh Schultz, geolog
Leder af Fur Museum